Indre Resonansterapi
Igennem de sidste 20 år, har jeg arbejdet med mennesker og været optaget af, hvad der skaber healing, balance samt psykisk sundhed i os mennesker.
Jeg stiftede selv bekendtskab med terapiens verden, efter at jeg kom til at lide af søvnløshed, efter fødslen af min datter i 2001. Min rejse startede hos en kognitiv psykolog og førte mig videre til hypnoterapi, gestaltterapi, coaching, reikihealing, TFT/EFT, kropsterapi, familieopstillinger, bioenergetik, psykodrama, Manuvision/Body SDS, ThetaHealing, ACT, meditation, Mindfulness, og mange andre behandlingsformer.
Vi er alle forskellige, men gennem min lange rejse med mig selv og mine klienter har jeg erfaret, at det, der transformerer mennesker, er at skabe en indre resonans og øge vores bevidsthed. Jeg tror, vi består af tre grundlæggende dele: bevidstheden, sjælen og egoet. Bevidstheden er en del af en større, sammenhængende bevidsthed, som alting består af. Den kan vi forene os med og se på alting i os, som om vi så det udefra. Vi kan altså adskille os fra vores indre smerte, så vi ikke tror, vi kun består af smerten. Smerten stammer fra vores ego, som skabes for at vi kan overleve og beskytte os i denne verden. Vi frygter alle at blive forladt, afvist og at dø, og gør derfor alt for at overleve og passe ind i den gruppe, vi tilhører. Derfor pakker vi vores sjæl ind, så vi ikke skiller os ud. Visuelt kan du forestille dig en kagedej på et bord, som vi lægger en lille form henover, og alt det, der ikke er plads til i formen, må vi gemme væk. Vi lever derefter med en evig angst for, at nogen skal opdage det, vi har gemt og undertrykt, og en angst for livet, nu hvor vi ikke længere har adgang til alle vores ressourcer. Sjælen er vores sande essens og den del, der taler til os, når vi virkelig lytter. Den består mest af kærlighed, styrke samt evnen til at være lykkelig uden grund. Vi mærker allermest sjælen, når vi er i nuet, hvilket vi sjældent har tid til, fordi vi er travlt optaget af at opnå anerkendelse fra andre.
For at mennesker kan heles, skal disse tre dele forenes, så alt i os samarbejder og er i harmoni. Jeg har udviklet en meditativ terapiform der handler om at vække vores bevidsthed og se på vores indre udfordringer og smerte herfra. Forestil dig det som at tilkalde en “voksen”, der støtter dig til at turde kigge indad og rumme egoets smerte. Bevidstheden accepterer alt præcis som det er, da den ikke er dualistisk og derfor ikke dømmer. Vi kan derefter åbne for vores sjæls energi – også kaldet hjerteenergi – så vi kan sende kærlighed til vores smerte. Når smerten mødes af sjælens kærlighed og bevidsthedens accept, skabes en indre resonans, hvor de tre dele er i samklang. I resonans heles vi, da det var den indre kamp i os – altså dissonansen i os – der skabte alle ubalancerne. Ofte vil resonansen mellem de tre dele skabe en meditativ tilstand, hvor vi bliver vidne til et indre oprydningsarbejde, hvor vi langsomt slipper den beskyttelse, vi har lavet som børn og erstatter den med en højere bevidsthed, kærlighed samt vores sande jeg, som vi også kan kalde sjælen.
Når vi er i indre resonans, og ikke skaber indre kampe, kan vi bedre skabe resonans udadtil; i vores relationer, parforhold, arbejdsgrupper og generelt i verden.
Indre Resonansterapi forener på smukkeste vis Mindfulness, hjertekohærens, buddhismens principper om accept, hypnoterapi samt overbevisningsarbejde. Du er velkommen til at ringe til mig, såfremt du ønsker sessioner, et skræddersyet forløb til en medarbejdergruppe eller en workshop.