Bevidsthed heler os selv og vores børn

april 14, 2024
Helle Brinch

Jeg har skrevet en bog om bevidsthed, fordi jeg mener, at bevidsthed er nøglen til at hele vores samfund, os selv og vores børn. De fleste mennesker lever ikke i en tilstand af at være bevidst nærværende, men er det meste af tiden fraværende, “oppe i hovedet” eller fordybet i en mobiltelefon. Når vi ikke er bevidste, bliver vi styret af vores underbevidsthed og sympatiske nervesystem, hvilket bringer os i en tilstand af kamp, flugt eller stivnen. Dette resulterer enten i, at vi er optaget af aktiviteter,  arbejde eller blot destruktive tanker, eller vi flygter ind i sociale medier og tv, eller måske stivner og bliver passive og svære at få kontakt med.

 

Vores børn og omgivelser påvirkes
Denne mangel på bevidsthed påvirker vores omgivelser. Jeg havde for nylig en klient i bevidsthedsterapi, der havde store udfordringer med sin søn, der var udadreagerende og meget udfordrende. Jeg anvendte en metode fra gestaltterapi ved at “placere” sønnen i en stol foran hende og lade hende se sig selv gennem hans øjne. Derfra sagde hun til sig selv: “Jeg kan ikke se dig, mor, du er ikke til stede.” Det var netop det, sønnen forsøgte at fortælle hende, når han blev vred og provokerende.

Børn kan ikke altid verbalisere, når vi ikke er nærværende, men de mærker det. Jo mere vi træner vores bevidsthed, jo bedre vil vi have det indeni, og jo mere ro vil vi udstråle, hvilket smitter af på vores børn og omgivelser. Vi bliver et roligt spejl, som de kan bruge til at berolige deres eget nervesystem.

 

Væk din bevidsthed
Jeg støttede derfor min klient i at vække sin bevidsthed og rette den indad. Dette kan opnås ved at fokusere på punktet mellem øjenbrynene og forestille sig, at man tænder en lampe dér og ser alt derfra. Hinduismen kalder dette “det tredje øje”, da det er forbundet med vores pinealkirtel, som påvirker vores nervesystem og forbinder os med en højere og mere klar bevidsthed.

Da min klient blev guidet indad, kunne hun bedre mærke sig selv, skabe indre ro og se sig selv fra sin “søns” stol.

 

Bevidsthed heler os og gør os mere lykkelige
Vores eget “indre barn” reagerer på samme måde som ydre børn, når vi ikke er bevidste. Det forsøger at vække os på den måde, der bedst fanger vores opmærksomhed, hvilket kan være med angst, stress, depression eller fysiske symptomer som hovedpine eller kropssmerter. Hvis vi ignorerer disse signaler, kan det skabe endnu mere ubalance.

Et ubevidst liv er ikke værd at leve, da det giver en følelse af, at vi ikke rigtigt var til stede, og det påvirker også vores hukommelse. Jeg har selv oplevet dette og ved, hvordan det engang påvirkede min søvn.

Så start i dag med at træne din bevidsthed og rette den indad for at mærke, hvad din krop eventuelt forsøger at fortælle dig. Du kan også rette din opmærksomhed udad og være fuldt til stede i dine omgivelser via duft, smag, lyd og synsindtryk. Vær nærværende sammen med andre og med dig selv.

Derved begynder du at træffe bevidste valg og leve et bevidst liv, som ifølge Dr. Bruce Lipton er vejen til lykke, da vi her også er i nuet. Og kun i nuet kan vi være lykkelige, da vi i nuet er tilstede og slipper de negative tanker, der ellers saboterer vores liv.

Bevidstheden er desuden “ren” og ser på verden og os selv fra et accepterende og neutralt sted, og er ikke gennemsyret af dualitet, som skaber splid, kampe og skam.

Hvem skal i terapi, børnene eller os?
Fordi børn og unge reagerer stærkt på, om vi forældre er bevidst til stede, vil jeg anbefale, at forældre som en rettesnor prioriterer deres egen personlige udvikling, før de overvejer at henvise deres børn til terapi eller hypnoterapi. Denne tilgang giver en dobbelt fordel, idet forældrene selv opnår personlig vækst, samtidig med at det ofte har en positiv indvirkning på deres børns trivsel. I tilfælde, hvor man er bekymret for, om ens barn har været udsat for traumatiske oplevelser eller befinder sig i et ugunstigt miljø, er det naturligvis klogt at prioritere direkte støtte til barnet.

Hvis du er usikker på, hvad der er bedst for dig eller dit barn, er du altid velkommen til at kontakte mig for en samtale om, hvordan jeg kan være til hjælp. Du kan læse om bevidsthedsterapi her: https://www.hellebrinch.dk/sessioner/bevidsthedsterapi/