Kan vi skabe det liv vi ønsker?

Kan vi mennesker skabe det liv vi ønsker at leve?

Psykologen, Svend Brinkmann, har de seneste år gjort en del for at udfordre især den del af selvudviklingsfilosofien, der handler om, at ”du kan, hvad du vil”. Denne artikel er bestemt ikke et angreb mod Svend, men mere et forsøg på at skabe en bro, mellem den eksistentialistiske filosofi, han bl.a. står for, og så coaching-industrien, der ønsker konstant vækst.

Svend Brinkmann mener, at vi mennesker gør os almægtige, når vi gør os til vores egen lykkes smed. Samt at vi, ved at jagte evig selvudvikling, aldrig rigtigt lander i livet og omfavner det, som er.

Jeg er enig med Svend Brinkmann, i at den evige jagt efter selvudvikling og selvrealisering nok ikke fører til udvikling, men ofte kun forstærker vores selvcentrering og ego.

Der hvor jeg mener, at der er et “missing link” for den danske selvhjælpsindustri og Svend Brinkmann, er når ingen af dem tilsyneladende inddrager vores sjæl. Psyke betyder, ifølge de græske termer, ”sjæl”. Derfor er det interessant, hvorfor vi i Danmark har udeladt sjælen i psykologien samt i øvrige dele af vores liv.

Som terapeuter møder vi ofte mennesker der tænker og analyserer sig til, hvad der er ”det rette at gøre”. De ender i en polarisering mellem rigtig og forkert og ender med skyld og skam over at gøre det forkerte. Selvom det enkelte menneske måske tror på sin sjæl, er det udfordrende i en verden, der i den grad hylder det intellektuelle menneske og ikke tror på sjælen.

Når vi ikke tror på at vi har en sjæl, er det også svært at tro på noget der er ”større end os” og dermed en overordnet mening og retning med vores liv. Vi skal ikke lege guder, og tro at lykken er et valg, da det er for stort et ansvar og vi ender med skyld, hvis vi ikke lykkes, mener Svend Brinkmann.

Dermed er vi tilbage til janteloven: ”du skal ikke tro, du er noget” og tilbage til de udfordringer vi har haft i samfundet i flere hundrede år. Hvis vi ikke er noget, har vi så noget at byde på og gider vi så at tage et ansvar?

Jeg mener, at Svend Brinkmann bliver billedet på en verden, der frygten sjælen, da vi tror at den kan gøre os almægtige. Hvilket er naturligt, da biblen lærer os at være små mennesker, der skal tro på en almægtig Gud.

Men hvad nu hvis sjælen og Gud i virkeligheden blot er bevidsthed?

Lad os forestille os, at der findes en ren og kærlig bevidsthed der guider os indefra samt udefra, når vi er stille nok til at forbinde os med den. Som adskiller sig fra den tænkende bevidsthed, som gør blot gør os til selv-bevidste mennesker.

En ren bevidsthed tager os væk fra ego’ets dualisme og kamp for selvrealisering. Dermed forløses den dualistiske verden og forestilling om rigtigt/ forkert. Jeg tror, at når vi lytter og overgiver os mere til denne ”rene bevidsthed”, vil vi være i en accepterende energi. Når noget ikke er sandt eller falsk, vil vi slippe kampen for anerkendelse og kunne hvile i vores væren. Dermed vil vi også have tillid til egne ressourcer og have mindre brug for guruer eller behøver stræbe efter at være noget vi ikke er.

Og paradoksalt nok, når vi tør at gå indad og mærke denne bevidsthed, vil vi have mere kærlighed og overskud til at vende blikket udad og gøre kærlige gerninger for vores medmennesker.

Jeg mener dermed, at tiden er ved at løbe fra ”guru’er” der skal fortælle mennesket hvad det skal, da vi så ender op med dualisme og en følelse af ”forkerthed”. Hvilket netop giver de depressioner og den tomhed, der er er eget tendens til i vort samfund.

Når vi i stedet for at fortælle mennesket hvad der er rigtigt eller forkert, spejler dem i, at de kan forbinde sig med den “rene bevidsthed” i dem, der er kærlig og accepterende, vil denne del få plads. Plads til hjælpe os med at acceptere vores mindre flatterende sider – der stammer fra vores ego. Når vi ved, at vi ikke ER vores emotioner, men at de er en del af os, kan vi bedre acceptere dem og dermed forløse og transformere dem, frem for nødvendigvis at handle på dem, eller hænge fast i dem.

Så når vi taler om at skabe vores liv, taler jeg, og en del andre spirituelle behandlere, ikke om at ”vælge på alle hylder”. Vi taler om at vi har en større bevidsthed i os, vi kan vælge at se verden igennem og som vi kan forbinde os med, så vi bliver hele mennesker. Dermed er vi ikke ofre for vores følelser og tanker, men har en bevidsthed, der kan hjælpe os med at acceptere disse. Accept skaber flow så disse energier ikke stagnerer og bliver til sygdom, men i stedet bedre kan forløses i os og transformeres indtil deres oprindelige essens.

Så måske der er en vej imellem selvudviklingsfilosofien om at ”du kan, hvad du vil” og ideen om blot at ”acceptere din skæbne”. En vej der handler om at være forbundet med en “ren bevidsthed” og derfor lader os skabe det bedste liv ud fra vores givne omstændigheder.