Min egen rejse indtil videre
Det kræver tillid at vælge et menneske, der skal støtte en til at turde åbne op for de energier, vi engang har gemt langt væk. Jeg har derfor skrevet om min egen rejse, som har ført mig til i dag at arbejde med bevidsthedsterapi samt energiterapi. Den kan du læse her:
Jeg har oprindeligt en uddannelse indenfor økonomi og markedsføring. Da jeg fødte min datter i 2001, arbejdede jeg på TV 2 og var flyttet til et lille hus i Helsingør med min mand, Lasse. Alt var lutter idyl, indtil blot 10 dage efter min datters fødsel, hvor mit liv pludselig begyndte at krakelere.
Min mand fik mere og mere ondt i benene, så vi tog en dag til lægen for at få det undersøgt. Lægen målte hans blodsukker, hvilket viste sig at være så højt, at hendes apparat ikke var tilstrækkeligt til at måle det. Hun sendte os derfor akut på hospitalet, hvor det viste sig, at Lasse havde diabetes. Endda diabetes 1, som først blev aktiveret nu, hvor han var 28 år. På hospitalet bad de mig hente en taske med hans ting, da de ville beholde ham en uges tid. Inden jeg går ud af hospitalet, siger lægen til mig: ”Det er dig der skal passe på din mand om natten, han kan ikke selv vågne, hvis han får et ”insulinchok”. Et insulinchok betyder, at blodsukkeret kan falde så meget, at kroppen går i en choktilstand, hvor man mister bevidstheden. Dette vælger min underbevidsthed at fortrænge, og netop derfor kommer jeg ubevidst til at ligge vågen og passe på ham om natten. Det er først efter 8 år, at jeg genkalder dette øjeblik.
Det er desværre ikke det eneste, der rammer os. Min datter, der er født 4 uger for tidligt og med navlestrengen viklet to gange rundt om halsen ved fødslen, får derefter kolik. Det får hende til at vågne hver nat mellem 3.30 – 5.30, hvor hun har ondt i maven. Kolikken varer i ca. 4 måneder, hvorefter jeg får ret svært ved at sove om natten. Jeg går til en psykolog som hjælper mig til at sove bedre, så jeg er klar til at starte op på mit arbejde efter endt barsel.
Da jeg har været tilbage på TV 2 i to dage, udvikler min datter astmatisk bronkitis. Det betyder at hun hoster hele natten og udvikler ekstremt mange lungebetændelser. Hun er syg det meste af tiden, og en enkelt måned er hun blot i vuggestue to dage. Jeg må derfor sige mit job på TV 2 op og lider nu ekstremt meget af søvnløshed. Hendes sygdom står på i ca 3 år, indtil min mand en dag får lyst til at rive loftet ned for at fjerne forsænkningen på stueloftet. Da han fjerner forsænkningen på loftet, opdager han en skjult vandskade imellem etagerne. Vores loft er grønt af skimmelsvamp, og det er altså skimmelsvamp, der har forårsaget min datters astmatiske bronkitis. Efter loftet bliver repareret, bliver min datter rask og sover om natten, men jeg har nu lidt af søvnløshed i så lang tid, at jeg har svært ved at slippe den igen.
Jeg er i mellemtiden startet med at læse til psykoterapeut og er i gang med at vende en masse følelser fra min barndom. Min far var alkoholiker de første 20 år af mit liv, hvilket har betydet, at der ikke har været så meget plads til mig og mine søskende i mit barndomshjem. Jeg har derfor lært at gemme mine følelser væk og lært at opretholde en facade til omverden, hvor jeg viser at alt er godt. Så der er rigeligt at arbejde med. Udover sessioner i psykoterapi supplerer jeg med hypnoterapi og energiterapi, da jeg er desperat efter at få sluppet søvnløsheden. Hypnoterapien får fat i nogle væsentlige begivenheder fra min barndom, og jeg tager derfor en uddannelse som hypnoterapeut, da jeg kan se, hvor vigtigt det er at kunne arbejde med det underbevidste sind også.
I 2010 opdager jeg ThetaHealing, som er skabt af amerikanske Vianna Stibal. I ThetaHealing forenes clairvoyance med terapeutisk arbejde og healing. I en session på uddannelsen arbejder jeg endnu engang med søvnløsheden. Da en medstuderende gør brug af clairvoyance i sessionen, ”ser” hun, at jeg har været bange for at miste min datter under fødslen og derfor har haft en voldsom efterfødselsreaktion. En reaktion ingen terapeut eller psykolog har opdaget og jeg selv har lukket ned for, så jeg kunne være stærk og klare alt, da min mand fik diabetes.
ThetaHealingen åbner en ny verden for mig, da jeg her forbinder mig med den universelle energi, som jeg laver healingerne i samarbejde med. Det virker i starten lidt for alternativt til mig, men mine oplevelser vinder over frygten for det alternative og jeg begynder snart selv at undervise i ThetaHealing. I en helt særlig meditation bliver jeg taget til et sted, jeg hører kaldes ”12. plan”, hvor healingen foregår ordløst. Jeg undersøger efterfølgende hvad der sker med hjernen under denne form for healing og opdager, at hjernebølgerne her primært er de dybe deltahjernebølger, som er de hjernebølger vi primært er i under dyb søvn. Jeg kalder derfor healingen for Deltahealing.
Igennem healingerne og kontakten til en ”højere bevidsthedsform” oplever jeg, hvad bevidsthed er. Jeg oplever bevidsthed som et lys, der stille og roligt lyser mere og mere op, enten i mig selv eller i den klient jeg arbejder med. Et lys, der dels heler og transformerer lavere bevidstheder, og et lys, der åbner op til en højere bevidsthed, som viser hvordan alting er forbundet. Uden bevidsthed er der mørke, og dermed ikke forståelse, empati, kontakt og indsigt.
Den udviklingsrejse jeg har været på siden 2001, har lært mig hvor meget det kan påvirke et menneskes liv, når noget fortrænges i underbevidstheden. Jeg er overbevist om, at vi skal anvende en højere bevidsthed til at skabe forandringer i det enkelte menneske. En højere kollektiv bevidsthed er desuden nødvendig, da vi ikke kan løse de udfordringer vi står overfor i verden i dag, med den samme lave bevidsthed, som vi har skabt problemerne i.
I dag arbejder jeg derfor primært med bevidsthedsterapi, der handler om at anvende enhver smerte eller ubalance i dig til at vække din bevidsthed og din sjæls energi. Når vi forener vores smerte – eller ego – med vores sjæl og bevidsthed, skabes en indre resonans, som heler den dissonans, der var årsag til vores ubalance eller sygdom. Igennem denne proces kan vi transformere smerte og ubalancer til kærlighed, glæde og styrke.
Du kan læse mere om den måde jeg arbejder på her: https://www.hellebrinch.dk/sessioner/bevidsthedsterapi/
Jeg underviser desuden i Intuitiv Hypnoterapi, Bevidsthedsarbejde, clairvoyance og Deltahealing.