Styrk din intuition
Hvordan styrker du din intuition
Dette nyhedsbrev handler primært om hvordan du udvikler din intuition. Ifølge Forbes, er intuitionen vores vigtigste intelligens (https://lnkd.in/ezQha28), da det er en “fornemmelse” af umiddelbart at vide hvad vi skal gøre, der arbejder hurtigere end vores logiske hjerne kan nå at tænke. Vi ved, uden at behøve at analysere, om det vi ved er sandt.
Intuition er dels en form for “mavefornemmelse”, hvor vi kan mærke indeni os selv, hvad der er sandt for os. Jeg mener denne mavefornemmelse stammer dels fra vores underbevidsthed – altså den erfaring der allerede er lagret i os – og dels fra en højere bevidsthed. Dette er en højere bevidsthed der bor i os og som vi kan forbinde os med uden for os selv .
For mig er intuitionen noget af det vigtigste i vores liv, da vi kan bruge en computer til at regne og skrive for os, men vi kan ikke bruge en computer til at “fornemme” hvad der er sandt for os; hvornår vi vælger den sande vej, tager de sande beslutninger og hvem vi i sandheden er. Med intuitionen kan vi ikke blive forført eller manipuleret, da vi ved hvem vi er og hviler mere i os selv og dermed styrker vores indre- og ydre lederskab.
Fordele ved en høj intuition er desuden en øget kreativitet, øget situationsfornemmelse, et godt menneskekendskab og en følelse af at vide hvilken vej der er sand for os i livet.
Ønsker du at skærpe din intuition og forbindelse med noget højere er de vigtigste 5 trin:
1) Skab indre forbindelse
Du er nødt til at skabe forbindelse med dig selv, din krop og din sjæl, for at kunne forbinde dig med din underbevidsthed samt din højere bevidsthed. Du skaber forbindelse ved at forbinde dig med din krop, hjerte, solar plexus og forbindelse med “dit højere selv” – altså din sjæleforbindelse. Dine tanker får dig “væk” fra dig selv, så det handler om at træne tilstedeværelse i nuet og i dig selv, så tankerne kan slippe. Især yoga, mindfulness, tai chi, chi gong, dans og gåture i naturen kan hjælpe dig med at komme tilbage og genskabe forbindelse.
2) Mediter og øg dine theta-hjernebølger
Når du mediterer, skaber du flere alfa- og theta-hjernebølger. Alfa-hjernebølgen er god til at forbinde dig med din underbevidsthed mens theta-hjernebølgen er kendt for at være den “guddommelige hjernebølge”, der forbinder dig med en højere bevidsthed. Ønsker du at meditere i theta-hjernebølger, har jeg gratis meditationer på min hjemmeside. (https://www.hellebrinch.dk/ På forsiden scroller du lidt ned, klik på meditationer og brug meditation nr 3, 4, 5 og 9.
3) Slip tankerne og bremsen i dit liv
Det eneste der hindrer dig i at mærke din intuition er som sagt dine tanker. Vi har ca. 60.000 tanker om dagen og, ifølge PhD Bruce Lipton, er 70 % af dem er negative. Det er min erfaring at vi har mange kollektive negative tanker. Derfor er det vigtigt at du ved, at dine negative tanker oftest hverken tilhører dig eller er sande. De holder dig i en velkendt rolle og i en lav bevidsthed. Du slipper dem bl.a. ved at stoppe med at tro på dem. Når du opdager de negative tanker pulserer rundt i dit sind så bed dem om at smutte eller sig fx. “ctrl – alt – delete” til dem.
4) Skab flow
Din intuition er en form for tidligere erfaringer og højere bevidsthed, der taler til dig. Du kan træne intuitionen ved at lade den højere bevidsthed tale igennem dig og optage det du siger på en diktafon (findes på alle smartphones). Dermed opnår du en tilstand af flow, hvor dine lavere energier og negative tanker ikke kan nå at blande sig. Når du er i en meditativ tilstand, stiller du de spørgsmål du ønsker svar på og indtaler disse på diktafonen. Eller alternativt, sid klar med papir og kuglepen og skriv non-stop. Du vil erfare, at de budskaber der fremkommer er lidt “større”, end det du selv kunne finde på.
5) Stil de gode spørgsmål, brug tilstanden kreativt.
Det leder mig frem til sidste punkt; at stille de gode spørgsmål. Du kan sagtens bruge din intuition til at foretage valg i dit liv. Der er blot intet der er sort eller hvidt, så mærk efter om svaret føles sandt for dig. Bruger du intuitionen til at være kreativ, handler det om at lade noget “større” komme gennem dig og skabe via dig. Denne metode bruges at mange kunstnere og kreative personer. Stil også gerne “store” spørgsmål om dig selv og dit potentiale, mens du er i theta-hjernebølger (altså den meditative tilstand), og du vil opdage at du får “store” svar.
Rigtig god fornøjelse!